Det er ikke kun i USA, at republikaner og demokrater gør sig gældende. Også i mange andre vestlige lande findes der en polarisering mellem de to hovedpartier. Dette kan man se i lande som Storbritannien, Australien og Canada, hvor begrebet "left-right" ("venstre-højre") oftest erstatter "liberal-konservativ". Man kan dog med fordel opdele de to begreber, da de to hovedpartier har forskellige værdier og målsetninger, som ikke altid følges ad. Denne artikel kommer derfor til at beskrive den politiske polarisering mellem "republikanere" og "demokrater" i USA, men forklare den politiske polarisering i de øvrige vestlige lande ud fra "venstre-højre" og liberalisme/konservatisme.
Hvad er liberalisme og konservatisme?
Liberalismen kan defineres som en politisk ideologi med et fokus på at beskytte grundlæggende individuelle rettigheder såsom ytringsfrihed og religionsfrihed. Liberalister tror på, at det private marked i samarbejde med liberale institutioner som parlamentet kan løse alle problemer. Konservatismen derimod er mere traditionelt anlagt og bygger på kristendommen og den vestlige kulturarv. Konservatismen har et større fokus på traditioner og stabilitet end liberalismen, hvilket blandt andet betyder større tiltro til myndighedernes dømmekraft og større skepsis overfor det private marked samt globaliseringen. Et eksempel på disse værdier kan ses i debatten om abort: Liberalister mener, at abort er individets eget valg med intet moralsk aspekt, mens konservative ser abort som et syndigt valg, der endda kan føre til evig fortabelse for den kristne.
Den politiske polarisering i USA
Polariseringen mellem republikaner og demokrater begyndte under den seneste verdenskrig, hvor begge partier gik fra hinanden ideologisk efter præsident Franklin D. Roosevelts New Deal fra 1930’erne. Roosevelt var socialdemokrat og havde en stærk tro på offentlige investeringer og offentligt ansatte arbejdspladser til at løfte befolkningen ud af den økonomiske depression. Roosevelt blev dog ikke blot kritiseret af højrefløjen – en liberal præsident fra Republikanernes side ved navn Herbert Hoover havde allerede givet massiv støtte til Roosevelts New Deal planer under depressionen, men var heller ikke blevet genvalgt af det republikanske parti pga sin passive holdning overfor finanskrisen under sin præsidentperiode. Hoover var dog liberal i sin økonomi – han ønskede nemlig ikke et stort offentligt underskud, som Roosevelt efterfølger gjorde – hvorfor man kan sige, at liberalisterne splittedes mellem de to politikere under depressionen (same party split). Sammenlignet med de andre vestlige lande var USA således en af de få nationer, hvor begge partier havde tradition for liberalt økonomisk politik frem til verdenskrigen (det norske Fremskrittsparti derimod blev dannet i 1973). Liberalismens tendens til at splitte Republikanerne blev forstærket under Kennedy’s præsidentperiode (1961-1963), da Kennedy havde en mere socialdemokratisk økonomisk politik end Roosevelts arbejdsmarkedspolitik – herunder sit arbejdsprogram New Frontier (1963) med skattenedsættelser til lavindkomstfamilier og offentlig ansatte arbejdspladser (public works projects) som skulle skabe arbejdspladser i landdistrikterne; et program der var helt modsat Roosevelts New Deal program fra 1930’erne, der primært sigtede mod at skabe jobmuligheder i byområderne med offentlig ansatte arbejdspladser (public works projects). Da John F. Kennedy blev skudt under sit andet år som præsident dristede Republikanernes ledelse ikke sig frem med negative kommentarer overfor Kennedys efterfølger Lyndon B. Johnson (1963-1969; bevarede Roosevelts socialpolitik), da man frygtede et nyt same party split – dog blev Johnson dog aldrig accepteret af Republikanernes base som Kennedy var blevet – netop fordi han videreførte det socialdemokratiske arbejdsmarkedsprogram New Frontier/New Deal fra Roosevelt-perioden med Great Society (1964-1968) uden at begrænse offentlig gældsbyrden eller mindske skatterne – isoleret betragtet et liberalt tiltag – men ligefrem tiltagende offentlig gæld ville have tvunget liberale ledere over hele verden til at opgive enhver form for statssubsidiering/stimuluspakker fra 2009-2011 – ligeledes vil stigende skatter naturligvis tiltrække færre investorer til markedet (skatten er jo lig med udbyttet), hvilket vil true muligheder for privat vækst senere hen – noget liberale ledere har altid villet undgå endda selv under den økonomiske depression 1929–1933 da der manglede penge i systemet (skattenedtagelse) – men da Johnson var venner med Franklins D. Roosevelt mente republikaneren altså ikke at det var tid til ideologisk splittelse endnu; Johnson blev nemlig populært blandt demokratene efter præsident Kennedys død 1963 netop fordi hans arbejdsmarkedspolitik lykkedes bedre end Roosevelts socialpolitik – herunder indførelsen af Medicare 1964; et velfærdsgoder fra New Deal programmet Social Security 1935 som liberalister aldrig ville acceptere alene fordi det belaster det åbne marked("the invisible hand"), sammenlignet med tidligere fedtlave skatter; budskabet om Medicare 1964 var nemlig langtfra liberalt: "Det store marked" ("the invisible hand") har allerede sikkert fundet løsningen på et behov som dette! Men trods Johnsons succeshistorie vedblev Republikanernes elite dog bestandigt ikke give enhver form for statssubsidiering/stimuluspakker siden 2009-2011, isoleret set langtfra liberalt! I dag er Republikanernes holdning overfor Obamacare ("Affordable Care Act") helt modsat oplysningstiden 1820’ernes liberale elite: ObamaCare er baseret på Johnsons medicare politik fra 1964; en del af hans New Frontier/New Deal politik fra 1960’erne, som gjorde America Great Again! – faktisk var netop ObamaCare et konservativt modtræk fra Republikanernes side, og faktisk støttede Republikanerne i 2010 lovforslaget Affordable Care Act (ACA), som ObamaCare er baseret på: Republikanerne havde nemlig som plan A at reformere det medicinske forsikringssystem med noget der mindede om Medicare 1964, men som helt var baseret på den konservative side – uden offentlig ansatte arbejdspladser, som begge Medicare 1964 og ObamaCare 2010 har; ACAs modtræk fra Republikanernes side var altså baseret på finansieringen fra det private marked, derfor kaldes planen Affordable Care Act (ACA).